onsdag den 3. oktober 2012

Dagens Masterchef

Ja den er god nok.. Idag har jeg det meste af tiden været i køkkenet som en rigtig Masterchef. Jeg startede med at mixe en broccoli-smoothie her i morges. Den blev virkelig grøn fordi jeg spicede den med hamp-proteinpulver og spirulina. Men den smagte nu ganske godt - og den får en ekstra stjerne fordi den er top sund!

Til frokost lavede jeg en salat med blandede bønner, revet gulerod, champignon, glaskål, revet ingefær, chili og toppede den med lidt saltede peanuts. Det satte virkelig gang i systemet med det ingefær og chili - måske det kan skræmme min forkølelse helt væk.

Ved eftermiddagstid vidste jeg ikke hvad jeg skulle lave, så jeg besluttede mig for at jeg ville bage knækbrød. Knækbrødene blev virkelig gode - NØJ - jeg kunne blive ved.
Jeg blandede en masse frø og kerner (Chiafrø, Hørfrø, Solsikkekerner, Sesamfrø) med en grunddej og ud kom de lækreste knækbrød, toppet med lidt middelhavssalt.

Til aften stod jeg igen i køkkenet - den skulle stå på lasagne. Og i den familie jeg bor med, er lasagne synonymt med helligt, så jeg vidste at den skulle sidde i skabet. Derudover skulle jeg lave en lasagne jeg selv kunne spise, altså ingen mælkeprodukter. Jeg besluttede mig for at lave en vegetarlasagne og en almindelig lasagne. På min vegetarlasagne lavede jeg en bechamelsauce af soyamælk og det smagte overraskende godt. Jeg havde troet den ville smage kunstigt men det gjorde den nu ikke.
Saucen i vegetarlasagnen bestod af: gulerødder, peberfrugt, løg, røde linser, spinat, hvidløg og hakkede tomater. Den blev virkelig god! Heldigvis er der mere tilbage så det står menuen også på imorgen.

Alt i alt en rigtig sund dag idag. Så udover at være dagens Masterchef får jeg også lige 10 stjerner for sundhed! Hep hey..

tirsdag den 2. oktober 2012

Hej med dig, nye livsstil



Mange sundhedsfolk slynger ud til højre og venstre at man bliver hvad man spiser, men gør man nu også det?
Jeg er netop startet på en ny livsstil – ikke en kur – men en ny livsstil, hvor jeg vil skippe sukker, mælk, alkohol og kaffe. Grunden til jeg understreger at det ikke er en kur, er fordi jeg HADER ordet kur. Det ord er blevet misbrugt og har fået en negativ ladning hos mange. Så snart de finder ud af de skal på kur, så begynder det triste liv og fokus kommer nu på alt det de ikke må eller kan.
Hvis jeg derimod benytter livsstil, vil det være noget jeg selv har valgt til og jeg fokuserer mere på de ting jeg har mulighed for i den livsstil, frem for de ting der ikke er mulige. Og her er alt uden sukker, mælk, alkohol og kaffe muligt for mig!!

Jeg er en sukkergris!
Jeg elsker sukker og jeg har ikke blot en sød tand, men mange.. Jeg har mine tidspunkter, hvor jeg specielt har trang til sukker. Hvis jeg er ked af det, kan jeg få lyst til at forsøde mit liv med en masse slik og hyggeligt samvær med veninderne, men i grunden gør jeg det bare værre. Jeg kan gå hen og blive endnu mere ked af det ved at spise sukker – jeg ved ikke hvad det er i kroppen der gør at sukker forværrer situationen, men på længere sigt virker sukker bare ikke for mig, det bliver hurtigt en ond cirkel som bliver sværere at bryde dag for dag. Et andet tidspunkt er når jeg er PMS. Jeg ved igen ikke hvad det er i min krop der skriger på sukker, men noget gør. Men det skal være slut..
På denne her side kan du læse meget mere om sukker – og hvorfor ikke sukker? http://www.skab-din-egen-sundhed.com/sukker.html

Lige såvel skal mælk være slut. Jeg så for et par år siden et program hvor de fortalte at mælkeallergi kunne vise sig som acne. Hvor meget jeg end prøver at skjule at jeg har acne, så kan jeg ikke løbe uden om at det stadig er et problem for mig. Jeg ville ønske jeg kunne vågne op i morgen tidlig med frisk og sund hud. Jeg har prøvet meget gennem min ellers korte livserfaring, og der sker stadig meget – men et tiltag jeg gerne vil prøve er at skippe mælken. Ikke blot for at få en pæn hud, men grunden til jeg har acne må være en ubalance i min krop, og hvis jeg kan få min krop i balance ved skippe mælken, så gør jeg det. Bye Bye Milky Wilky

Alkohol behøver jeg næppe sige så meget om. Vi alle ved at det er det rene giftstof for vores krop og det giver en forbandet hovedpine dagen efter. Jeg kan nu ellers godt lide at feste og danse, men jeg holder mere af at træne for tiden.

Det sidste er kaffen – det er ikke det store problem for mig at skippe. Jeg drikker mest kaffe når jeg hygger mig med venner/veninder, for jeg synes det smager enormt godt, men det er ikke noget jeg selv laver. Det fylder ikke det store i min hverdag. Grunden til jeg vælger at skippe det, er fordi det bl.a. øger pulsen og øger blodtrykket. Og da jeg heller ikke kan lide kaffe uden mælk, ja, så giver det lidt sig selv at jeg ikke skal drikke kaffe.

Hvad skal jeg så spise og drikke?
Jeg har en favorit-spise som er linser. Jeg spiser tit linser og jeg elsker deres høje proteinindhold, deres konsistens og ikke mindst at min krop virker tilfreds når den får linser. Man kan lave mange ting med linser og jeg har slet ikke udforsket ”Linse-universet” helt endnu - Mange lækre retter venter på mig derude. Så hvis sundhedseksperterne virkelig har ret i det med at man bliver hvad man spiser, kunne det godt være jeg skulle tage op til en ekstra overvejelse om det virkelig er linserne jeg skal bruge så meget krudt på!
Men det gode ved linserne er at du kan tilberede en ny ret hverdag med samme hovedingrediens, linser, og samtidig følge at du får noget nyt. Linser med stegte grøntsager, linser med broccoli, linser med grøn salat og jeg kunne blive ved.
Til daglig drikker jeg bare vand – jeg elsker det danske vand og et glas isvand med lime er for mig, ligeså lækkert som en cola.

Jeg har nu kørt denne livsstil i 2 dage nu, og jeg kan allerede mærke at min krop elsker mig for det. Jeg føler mig ikke tung og uoplagt – jeg har mere energi til at ordne praktiske gøremål. Jeg glæder mig til at mærke hvordan min krop er i forbindelse med træning, med denne nye livsstil som giver en sund og balanceret krop, det kan da kun gå godt.

Hvad siger du? Er jeg helt på spanden?
Har du nogle gode tips og tricks? 

tirsdag den 21. august 2012

3 nye danmarksrekorder sat under DM i fridykning

Jesper Stechmann og Camilla Salling Olsen tog  guldmedaljerne ved danmarksmesterskabernei fridykning i dybde, som blev afholdt i Sharm El Sheik d. 9.-11. august 2012.

Mens resten af Danmark fulgte OL var der fuld koncentration ved Dansk Sportsdykkerforbunds afholdelse af danmarksmesterskaberne i dybdefridykning. For mændenes vedkommende blev det den erfarne dykker Jesper Stechmann (43 år), der beholdt titlen for 2. år i træk (og 4. gang i alt) – og med sit dyk på 100 m i konstantvægt (CWT) er det en forbedring på 4 m af den gamle danmarksrekord på 96 meter sat af Jakob Hansen. Selv med mange års dykkererfaring er det en stor oplevelse at krydse nye grænser: ”Da jeg vidste at den var hjemme, skyllede glædesrusen ind over mig. Og jeg tænkte ”jeg gjorde det sgu”.” udtaler Jesper, der til dagligt arbejder som mentaltræner i Kolding. For Jesper startede ideen om at dykke til 100 m for 3 år siden, hvor han nåede ned på 91 m og fornemmede at han kunne nå helt ned til den magiske 100 m grænse. Siden da har han arbejdet målrettet på at blive klar til at tage udfordringen op. Og det med at sætte nye personlige mål slutter ikke her - Jespers næste mål for dybderne er at komme 10 m dybere så han kan skrive 110 m på sit fridykker-cv.
Hos de kvindelige fridykkere blev det den unge, regerende danmarksmester i poolfridykning, der tog danmarksmestertitlen Camilla Salling Olsen (20 år). Camilla satte danmarksrekorder i 2 ud af de 3 fridykker discipliner nemlig i ”konstant vægt uden finner” på 44 m og i ”Free Immersion” på og 53 m.
For Camilla Salling Olsen er det første gang hun tager udfordringen op med dybden. ”Jeg er utrolig glad og tilfreds med mine resultater ved mit første DM i dybdefridykning, og jeg havde ikke ventet at nå så langt efter blot 2 ugers træning. Og det er selvfølgelig kun muligt fordi der er så stor opbakning fra de erfarne fridykkere. Vi har et fantastisk kammeratskab og alle hjælper hinanden også under konkurrencen.” siger Camilla som har haft Rune Hallum og Jesper Stechmann som gode coaches og vejledere under sin første træningslejr. Camilla er til hverdag sygeplejestuderende i Vejle.

Camilla fremviser stolt sin tag fra sit første dyk, der ligeså blev hendes første nationale rekord. (Photo: Henrik Henrichsen)

Optimale forhold for deltagerne

DM i dybde blev afholdt i Egypten, fordi der i Danmark ikke er de dybde- og strømforhold forhold, som fridykkerne skal bruge, for at kunne optimere deres præstationer. En sidegevinst ved at være i Egypten er det varme, klare vand og smukke koralrev der for mange sportsudøvere gør det lettere at bevare roen under dykkene.
Der var i år 13 tilmeldte deltagere ved danmarksmesterskabet i dybdefridykning. Det er efter fridykkerstandarder virkelig god tilslutning og afspejler den generelle tendens med opgang i sporten. Den gode tilslutning kan også skyldes, at Egypten lokker optimale forhold og det blev da også til flotte og dybe resultater, hvor mange tog hjem med nye personlige rekorder i bagagen.
Både OnlyOne-Apneacenter i Sharm el Sheik, hvor DM blev afholdt og ”Det blå hul” i Dahab, hvor der var træningslejr forud for DM er internationalt anerkendte fridykker rejsemål.

Klar til at forsvare VM-titlen

Både Camilla og Jesper vil i år være med på det danske landshold for hhv. kvinder og mænd, der skal deltage ved Hold VM i fridykning i Nice. De danske herrer, der er regerende verdensmestre skal i år ned og forsvare deres guld og med på holdet er Jesper Stechmann, Rune Hallum og Jakob Hansen. Både Rune og Jakob deltog ligeledes i årets DM, hvor Rune dykkede sig til en 2. plads med 3 stabile dyk og Jakob Hansen fik en 4. plads. Og med et vellykket DM er herrerne klar til kamp - ”Jeg ser rigtigt meget frem til at komme af sted til Nice, hvor det helt store slag skal slås. Vi har trænet fokuseret og målrettet og forhåbentligt kan vi hente endnu et sæt medaljer med hjem.  Over de seneste to uger i Egypten har vores træning været fokuseret på at komme så dybt som overhovedet muligt, og vi har alle haft forskellige små problemer, men det meste lader til at være løst. Holdet virker endnu stærkere i dybden end nogensinde.” Udtaler den 21-årige Rune Hallum om dette års VM.
For første gang siden 2008 sender vi også et kvindelandshold af sted, der vil bestå af Camilla Salling Olsen, Cristina Kümmel og Maja Hallum. Både Cristina, Maja og Camilla har vist gode takter frem mod det kommende VM, så det bliver spændende at følge deres nystartede rejse.

Fridykning i dybden
De tre discipliner:
•Konstantvægt (CWT – constant weight) Her benyttes bifinner/monofinne til at komme ned og op og dykkeren skal selv svømme ned og op igen.
•Konstantvægt uden finne (CNF – constant weight no fins) Her må der ikke benyttes finner og dykkeren skal selv svømme ned og op igen. 
•Free Immersion (FIM) – Her trækker dykkeren sig ned langs linen og op igen, her må ikke benyttes finner som hjælpemiddel.
Ved hvert dyk er der en sikkerhedsdykker samt 2 dommere der vil følge dykket. Dommerne afgører om overfladeprotokollen er overholdt, om dykkeren har tag’en med retur samt andre regler ved AIDA er overholdt.
Når dykket er afsluttet vil dykkeren få et kort, der angiver om dykket er godkendt eller ej.
Den 21-årige Rune Hallum træner her CWT (Constant Weight) og Jesper er sikkerhed på Runes dybe dyk. Rune Hallum har tidligere dykket 86 m i denne disciplin. (Photo: Camilla Salling Olsen)

Camilla Salling Olsen (f. 1992):
Hun startede med at fridykke i oktober 2010 og har på kort tid rykket sig op i eliten i Danmark. Camilla har primært markeret sig i poolen, hvor hun ved verdensmesterskaberne i pool sidste år fik to top-10 placeringer og 2 år i træk har vundet danmarksmesterskabet i pool. I år fik Camilla knækket koden til dybet og kan i dag kalde sig danmarksmester i ikke blot i pool, men også i dybde. Camilla er støttet af DPA Microphones A/S der fra dag 1 har set talentet blomstre. 



Jesper Stechmann (f. 1968):
Jesper begyndte at fridykke for 12 år siden og har været med til at høste et utal af medaljer. Han har vundet danmarksmesterskabet 4 gange og for 2 år siden vandt han sammen med sine 2 holdkammerater Rune og Jakob, guld ved VM for hold. Jesper arbejder til daglig som mentaltræner, fridykkerinstruktør samt foredragsholder – han har gjort det han holder allermest af til sin levevej og konsulterer erhvervsfolk samt sportsudøvere der vil lære at håndtere stressede situationer med ro og overskud. 

torsdag den 21. juni 2012

Sommer, sommer og sol


Endelig! Endelig skinner solen, efter en lang periode med regn og blæst.
Det er som om at alle problemer og bekymringer bliver lagt på hylden og man bare nyder vejret og sig selv.
Når solen rammer ens hud bliver man fortryllet - lidt ligesom i Peter Pan når klokkeblomst drysser tryllestøv, så man kan flyve. Den virkning har solen på mig!
Når solen skinner er jeg uovervindelig og jeg flyver afsted på en lyserød sky i ren forelskelse til sommeren. 
Bare gå igennem gågaden med Jack Johnson i ørerne, med sommerkjole og solbriller på og en coffee-to-go - er det sommer!
Jeg kan ikke lade være med at smile og blive helt fjollet når det er sådan et vejr - I'm in love!

onsdag den 23. maj 2012

Danmarksmester 2012

Foto af Stig Severinsen - Breatheology
De danske mestre i midten, Rune Hallum (den høje starut) og jeg selv ved siden af.
Lars Strandridder og Cristina Kümmel blev nummer 2. Morten Villadsen og Maja Hallum blev nr. 3. 
Minsandten om ikke også jeg skulle blive dansk mester for 2012.
Jeg havde længe gået og overvejet, om jeg overhovedet skulle stille op til DM igen, eftersom jeg ingen træning havde med min finne, og ej heller havde energien til både at skulle arrangere stævnet og være atlet. Jeg blev overtalt og meldte mig til.
I ugen op til stævnets afvikling døjede jeg med migræne og var stresset over hver en detalje. Små opgaver blev store og uigennemtrængelige. Jeg følte ikke jeg kunne parkere opgaven på nogle andre, eftersom jeg selv havde valgt at være arrangør og derfor måtte tage skraldet med. Jeg fik Kurt Lykke til at være tovholder på stævnet som har en rigtig god erfaring for at arrangere og afvikle stævner. Så kunne jeg fokusere mere på at være atlet og ikke arrangør. Men så let var det nu heller ikke.
I løbet af stævnet følte jeg, at jeg hele tiden måtte holde et vågent øje med at alt nu flaskede sig, og at der ikke opstod store problemer. Folk kom til mig og stillede spørgsmål jeg skulle tage stilling til, så mit hoved var absolut ikke sat på fridykkermode.
Opgaven at skulle arrangere dette stævne var en fed og lærerig opgave. Jeg fortryder på intet tidspunkt at jeg fik dette stævne op at stå (med hjælp fra andre). Jeg har ikke blot lært at arrangere et stævne, men også lært mig selv at kende på andre områder.
Jeg kunne godt drømme om at have præsteret bedre til stævnet, men i det mode jeg var sat til, var det det der kunne komme ud af det. Så set i lyset af at jeg var arrangør og atlet, er jeg tilfreds med mine præstationer.
Nu kan jeg blot glæde mig over den erfaring jeg er blevet beriget med, samt de flotte medaljer og titlen som Danmarksmester 2012.

søndag den 8. april 2012

Body Combat

I Januar måned startede jeg i fitness og jeg har ikke et øjeblik fortrudt de penge jeg har lagt dernede. I starten trænede jeg kun på div. maskiner, men jeg kom hurtigt på de hold de havde dernede.
Et af mine favorithold er Body Combat.
Det er en slags kampsport, hvor man ikke slår på andre med på "usynlige ninjaer". Man træner kondition, men også muskler og balance. Vi laver både powerslag og spark, som begge bidrager til balance og muskelopbygning. Indimellem slag og spark har vi "shuffle", løb på stedet og shipning, som gør at vi hele tiden holder os igang. Efter en time er man godt brugt, men også frisk til at klare dagens strabadser.
Idag skal jeg ned og træne Body Combat i 2 timer. Påskens mange frokoster skal knokles af og bagefter er jeg klar til at knokle løs med eksamensforberedelserne.
Hvordan knokler du påskens frokoster af?

søndag den 1. april 2012

Jeg burde, jeg bør - jeg gør det!

Jeg har mange ønsker og håb for det kommende år og min fremtid generelt.
Noget af det inkluderer mere træning, sundere livsstil, kvalitetstid med venner/familie og mere studietid. Dog formår jeg tit at hænge mig i smagsløse realityprogrammer man går hen og bliver afhængig af og dermed har jeg skåret ned på nogle af mine ønsker og håb for fremtiden. Hver aften inden jeg lægger mig til at sove, kan jeg ikke lade være med at tænke over de ting jeg burde have gjort, i stedet for at hænge foran skærmen. Nu lyder det som om jeg sidder foran skærmen hele tiden, det gør jeg dog ikke. Men jeg hænger der af og til, og det kan nage mig at jeg ikke får løbet den tur langs fjorden en solskinsdag eller får læst kapitlet om hudens opbygning på regnvejrsdagen. Jeg vil være bedre til at strukturere min tid så den ikke bare flyver afsted - Jeg når slet ikke de ting, der gør mig glad.
Jeg vil have en kalender, hvor jeg kan skrive de ting ind jeg gerne vil nå. Jeg mangler overblik over min egen tid og det kan jeg få ved at skrive mine aftaler ned og give slip på realityprogrammerne. Det er forår, jeg vil ud og røre mig og mærke den friske luft. Det er slut med, "Jeg burde..." - nu gør jeg det!